Tryk på forsiden for at læse online eller last ned vidunderet i pdf her!

Reception #69: Hankøn 

Hvordan står det til med mændene i nordisk litteratur? Ofte ser det ud til, at de er blevet nogle underlige skravl; snarere end at være forbilledlige helte, er de patologiske eksistenser, typer på defekte mænd. Tænk for eksempel på drengemanden Doppler i Erlend Loes roman af samme navn eller på den skarptungede, men mere eller mindre handlingslammede Lasse i Lars Frosts Smukke biler efter krigen.

Er disse halvmænd karikaturer, eller er de et tidsbillede? Og findes der slet ingen helte, mændene kan holde op for sig? Skal man forstå dagspressen, er mænd i dag de nye tabere, både i hjemmet og på uddannelsesmarkedet – men hvordan ser det ud i litteraturen? Er det efterhånden kun unge kvinder og gamle mænd som Jørgen Leth og hans kumpaner, der tør sige pik og kusse, og har den hvide middelklassemand overhovedet længere noget som helst at skulle have sagt, når forfatterinder og feminister råber op, og ”køn” efterhånden kun er synonymt med “kvinde”?

Tidsskriftet Reception tager temperaturen på dagens mand og ser nærmere på manderollen i den nordiske litteratur gennem tiden.

Jeg bekender… det hele

En række forfattere har på det seneste fået en strålende idé – som er 1000 år gammel: Litteraturen er bedre, hvis den faktisk er til. Tanken er som løftet fra middelalderteologen Anselms ontologiske gudsbevis, hvor den fromme mand i reb og kutte med logisk strenghed tvinger Gud ud i at eksistere. Hvis Gud er det mest fuldkomne, vi kan forestille os, siger Anselm, må han også eksistere, eftersom det er mere fuldkomment at eksistere end ikke at være til.

Også forfatterne vil have en fiktion til at blive virkelig, og her er det på sin plads at tale om guddommelig inspiration. Det er ikke nok at skabe fantasifulde universer på papiret, skriften skal faktisk være til. Vi kalder disse forfattere for de nye bekendere, fordi de skriver løs på eget liv og egen erfaring, og det på trods af at forrige generation udtrykkeligt har advaret dem mod at formøble hovedstolen og bage brød af sædekornet.

De nye bekendere skriver ‘jeg’ – og mener tilsyneladende jeg – eller lader en figur med deres eget fornavn og karakteristiske træk vandre rundt i en verden, der ser ud til at være 1:1 med hverdagen. Så langt ligner de klassiske bekendere. Det nye er, at den indkopierede virkelighed er et lag i fiktionen, der kan fjernes når som helst. De nye bekendere føler ingen forpligtelse over for sandheden. I det mindste ikke den slags sandhed, som har med facts at gøre.

Her må systematiske tænkere stå af og juraen tage over. For øjeblikket er det populært at tænke det komplicerede forhold mellem fiktion og virkelighed og forfatter og læser som reguleret af en art kontrakt i to dele, en dobbeltkontrakt, hvor parterne først bliver enige om tekstens virkelighed og derefter om dens totale fiktionalitet.