Rettelse: her er vores rigtige mailadresse

Vores mailadresse er redaktion@tidsskriftetreception.dk og ikke noget ganske andet, som tidligere annonceret på de ellers så fine plakater, vi har sat i omløb på internettet og ude i det virkelige liv.

Vi søger stadig artikler, illustrationer og skønlitterære bidrag til #70 plus et par dygtige nye redaktionsmedlemmer, så tøv ikke med at bruge den.

Mange hilsner
redaktionen

Reception i Politiken

Politiken, november 2010

I november 2010 præmierede vi Dan Turell-prisen og Danske Banks Litteraturpris med vores egen litteraturprispris Cadeauen. Politikens bagside dækkede begivenheden, og her er beviset (bedre sent end aldrig).

Vi beklager, at udklippet er en smule ilde stedt, men sådan ser det altså ud efter halvandet år på Christina Yhmans mors køleskab.

Reception søger bidragsydere til #70

Så er vi gået i gang med jagten på skriftlige bidrag til den nyeste udgave af Reception. Temaet denne gang, mine damer og herrer, er: Øer!

Danske forfattere har 443 navngivne danske øer at placere enten sig selv, sine karakterer eller begge dele på. Hvad enten Grundtvig klynker over den uopnåelige Constance Leth, mens han alt udi tredje sommer vandrer sorgfuld på ø i “Strandbakken ved Egeløkke”, Martin A. Hansen tegner en ø, på hvilken han sætter en forvirret præst med et uheldigt navn, I Løgneren, eller Oehlenschläger begrunder Danmarks skønhed med blåt vand, grønne træer og øboere i nationalhymnen, fremtræder øerne som en skueplads for isolation, utopiske kuldsejlinger og længselsfuld selvransagelse. Og stadig den dag i dag vælger skønne mø’r og raske svende øerne til og fra for at finde ro eller inspiration eller ornitologiske betragtninger, der kan anvendes i litterære tekster.

Reception #70 handler om øer – hvordan deres isolation har været benyttet og stadig benyttes som litterært virkemiddel, og hvilken rolle de spiller i danske og nordiske forfatteres selvforståelse. Både dem, der føler sig som danske Robinson Crusoer og dem, der ser deres egen ø som udgangspunkt for verdenserobringer.

Intet menneske er en ø, så tøv ikke med at sende en præsentation af din artikelidé til redaktion@tidsskriftetreception.dk senest d. 20. marts 2012.

#70 udkommer primo oktober 2012

Reception nr. 69 – Hankøn

Tryk på forsiden for at læse online eller last ned vidunderet i pdf her!

Reception #69: Hankøn 

Hvordan står det til med mændene i nordisk litteratur? Ofte ser det ud til, at de er blevet nogle underlige skravl; snarere end at være forbilledlige helte, er de patologiske eksistenser, typer på defekte mænd. Tænk for eksempel på drengemanden Doppler i Erlend Loes roman af samme navn eller på den skarptungede, men mere eller mindre handlingslammede Lasse i Lars Frosts Smukke biler efter krigen.

Er disse halvmænd karikaturer, eller er de et tidsbillede? Og findes der slet ingen helte, mændene kan holde op for sig? Skal man forstå dagspressen, er mænd i dag de nye tabere, både i hjemmet og på uddannelsesmarkedet – men hvordan ser det ud i litteraturen? Er det efterhånden kun unge kvinder og gamle mænd som Jørgen Leth og hans kumpaner, der tør sige pik og kusse, og har den hvide middelklassemand overhovedet længere noget som helst at skulle have sagt, når forfatterinder og feminister råber op, og ”køn” efterhånden kun er synonymt med “kvinde”?

Tidsskriftet Reception tager temperaturen på dagens mand og ser nærmere på manderollen i den nordiske litteratur gennem tiden.

Nummer 68: Nye bekendelser

Trykk på forsiden for at læse utgaven eller last ned udgaven som pdf her.

Jeg bekender… det hele

En række forfattere har på det seneste fået en strålende idé – som er 1000 år gammel: Litteraturen er bedre, hvis den faktisk er til. Tanken er som løftet fra middelalderteologen Anselms ontologiske gudsbevis, hvor den fromme mand i reb og kutte med logisk strenghed tvinger Gud ud i at eksistere. Hvis Gud er det mest fuldkomne, vi kan forestille os, siger Anselm, må han også eksistere, eftersom det er mere fuldkomment at eksistere end ikke at være til.

Også forfatterne vil have en fiktion til at blive virkelig, og her er det på sin plads at tale om guddommelig inspiration. Det er ikke nok at skabe fantasifulde universer på papiret, skriften skal faktisk være til. Vi kalder disse forfattere for de nye bekendere, fordi de skriver løs på eget liv og egen erfaring, og det på trods af at forrige generation udtrykkeligt har advaret dem mod at formøble hovedstolen og bage brød af sædekornet.

De nye bekendere skriver ‘jeg’ – og mener tilsyneladende jeg – eller lader en figur med deres eget fornavn og karakteristiske træk vandre rundt i en verden, der ser ud til at være 1:1 med hverdagen. Så langt ligner de klassiske bekendere. Det nye er, at den indkopierede virkelighed er et lag i fiktionen, der kan fjernes når som helst. De nye bekendere føler ingen forpligtelse over for sandheden. I det mindste ikke den slags sandhed, som har med facts at gøre.

Her må systematiske tænkere stå af og juraen tage over. For øjeblikket er det populært at tænke det komplicerede forhold mellem fiktion og virkelighed og forfatter og læser som reguleret af en art kontrakt i to dele, en dobbeltkontrakt, hvor parterne først bliver enige om tekstens virkelighed og derefter om dens totale fiktionalitet.

Udgivelsesfejring for #69: Hankøn

Illustration: Hanne Dale

Så er Reception #69 ankommet fra trykkeriet, og derfor vil redaktionen gerne benytte lejligheden til at fejre sig selv, sine læsere, alle jer, der har bidraget – og selvfølgelig alle hankønsvæsner i såvel litteraturen som i den virkelige verden.

Temaet for #69 er nemlig  ‘Hankøn’, og blikket er derfor rettet mod mændene i den nordiske litteratur. Glæd jer til nyskrevet skønlitteratur fra Harald Voetmann, Christian Dorph og Mads Mygind, interviews med Lars Frost og Mette Moestrup, bogomtaler og artikler om Valerie Solanas, Erlend Loe, Strindberg, Mumifar, Karl Ove Knausgård med mange flere.

Vi glæder os til at se jer! Alle er velkomne.

PROGRAM
* Redaktørerne byder velkommen.
* Festtale om tidsskriftet Reception og dets historie v. Erik Skyum-Nielsen, lektor på Dansk og litteraturkritiker på Dagbladet Information.
* Multimedieshow v. Nikolaj Zeuthen, forfatter og forhenværende redaktør på Reception.
* Portvin, bobler og kagemand.

TID & STED
Tirsdag den 29. november 2011 kl. 16.30 i Nordisk Kaffebar, Nye KUA lokale 22.0.61.

FIND VEJ
http://hum.ku.dk/kontakt/findvej/

Kærlig hilsen redaktionen

- Amalie Laulund Trudsø, Christina Yhman Kaarsberg, Camilla Buch, Jesper Schmidt Lorenzen, Anders Johannsen, Hjørdis Maria Longva og Rasmus Riiskjær -

Mens vi venter på #69

Efter et par måneder i skammekrogen fungerer Receptions hjemmeside igen, og det er god timing, for #69 er lige på trapperne. Bliv på kanalen og vær på vagt, når vi inviterer til udgivelsesfejring engang i den nærmeste fremtid. Temaet er ‘Hankøn’, og vi har bestemt ikke sparet på farvepaletten.

#68: Invitation til udgivelsesfejring

Efter to års udgivelsestørke slipper vi Reception #68 på gaden, og det skal i hvert fald ikke gå ubemærket hen! Så tag dine festligste og rareste venner under armen, kom forbi til lambrusco + pindemadder, og hjælp os med at fejre hinanden: de flittige skribenter, de trofaste læsere, de hårdtarbejdende redaktører – og ikke mindst de store stakke friske tryksager, vi langt om længe løfter sløret for på dagen. Alle er i den grad velkomne.

Temaet for #68 er ‘Nye bekendelser’. Glæd jer til dugfrisk prosa fra Jens Blendstrup og Bjørn Rasmussen og til artikler af bl.a. Erik Skyum-Nielsen og Anders Juhl Rasmussen.

Vi glæder os til at se jer!

TID & STED
Nordisk kaffebar på Nye KUA, bygning 22.
Emil Holms kanal, 2300 København S.

PROGRAM
Kort men højstemt tale v. redaktørerne
Fri leg og fællesskål

FIND VEJ
http://hum.ku.dk/kontakt/findvej/

Kærlig hilsen redaktionen

- Anna Møller, Anders Johannsen, Amalie Laulund Trudsø, Camilla Buch, Jesper Schmidt Lorenzen og Christina Yhman Kaarsberg -

Reception #69: Hankøn

Da en fremtrædende dansk litteraturkritiker i et foredrag for nylig gjorde status over det forgangne bogår, blev det kvinderne, der løb med opmærksomheden. ‘Furier’ blev de kaldt, denne flok unge forfatterinder, der med tindrende aggressivitet skriver om krop og begær på en måde, der kunne få selv Carl Mar Møller til at ligne en uskyldig skoledreng.

Men hvordan står det til med mændene i nordisk litteratur? Ofte ser det ud til, at de er blevet nogle underlige skravl; snarere end at være forbilledlige helte, er de patologiske eksistenser, typer på defekte mænd. Tænk for eksempel på drengemanden Doppler i Erlend Loes roman af samme navn eller på den skarptungede,  men mere eller mindre handlingslammede Lasse i Lars Frosts Smukke biler efter krigen.

Er disse halvmænd karikaturer, eller er de et tidsbillede? Og findes der slet ingen helte, mændene kan holde op for sig? Skal man forstå dagspressen, er mænd i dag de nye tabere, både i hjemmet og på uddannelsesmarkedet – men hvordan ser det ud i litteraturen? Er det efterhånden kun unge kvinder og gamle mænd som Jørgen Leth og hans kumpaner, der tør sige pik og kusse, og har den hvide middelklassemand overhovedet længere noget som helst at skulle have sagt, når forfatterinder og feminister råber op, og ”køn” efterhånden kun er synonymt med “kvinde”?

I næste nummer tager Reception temperaturen på dagens mand og ser nærmere på manderollen i den nordiske litteratur gennem tiden. Vil du være med, så tøv ikke med at sende os en  præsentation af din artikelidé på redaktion@tidsskriftetreception.dk senest d. 15. februar 2011. Endelig deadline for indlevering af artikler er derefter 15. marts 2011.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.