Reception #68: Nye bekendelser

Jeg bekender… det hele

Næste nummer af Reception trænger helt ind i privaten og løfter dynerne på den nye bekendelseslitteratur.

Har du noget på hjerte? Skriv til os! Deadline for bidrag er d. 15. september.

Redaktionens opfordring findes herunder.

I starten af det nye årtusinde skulle man ikke så meget som tænke på at tage kokkens sorte datter, når man ville, for at få offentlighen til at sprutte af raseri og forargelse over ens intime bekendelser. Sidenhen har den kompromisløse ærlighed vundet indpas og ligefrem kastet nye genrer af sig. Lone Hørslev udleverer sit parforholds sammenbrud i Skilsmissedigte – der både er værkets titel og genre. En sindslidende ung mands selvmordforsøg er blevet lyrisk bearbejdet ud fra en kærlig søsters synvinkel i Christel Wiinblads Min lillebror, og det fik offentligheden til at købe digte igen. I den modsatte ende af følelsesspektret deler Theis Ørntoft ud af sin begejstring over at være ung og cool, mens han ubekymret fester løs med vennerne og kysser fremmede piger i natklubbens mørke.

Nutidens intime blik ind i privatsfæren er samlet blevet kaldt den nye bekendelseslitteratur.

Men måske kun i mangel af bedre? For bekendelseslitteratur leder først og fremmest tankerne hen på 1970’ernes sandhedstunge publikationer, som især bestod af kvinde- og arbejderlitteratur. Knasende ægteskaber blev serveret i indbundne udgaver. Ville man snage i andres liv, behøvede man ikke længere ty til dameblade, men kunne få stillet sin lyst i “rigtige bøger” med navne som Brøgger, Baidel og Kampmann på ryggen. Kendetegnende for genren er, at den erstatter det personlige med det private, i en grad at det tangerer dyneløft. Af samme årsag er det ikke en genrebetegnelse, man uden videre påberåber sig – hverken som læser eller forfatter.

Det er 40 år siden, den oprindelige genre så dagens lys – og folk bekender stadig. Men er det rigtigt, at slå de nye bekendelser sammen med de gamle? Her kan man for eksempel spørge:

  • Hvordan (og hvor meget) adskiller genren sig fra den oprindelige bekendelseslitteratur? Er den eksempelvis blevet mere accepteret som genre?
  • Insisterer genren på en dobbeltkontrakt med læseren?
  • Findes der overhovedet en normativ sandhed?
  • Og er det blot dovenskab, når forfattere skriver om deres egen hverdag, i stedet for at opfinde fiktive karakterer og miljøer?
  • Skriv et svar

    Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

    WordPress.com Logo

    Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

    Twitter picture

    Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

    Facebook photo

    Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

    Google+ photo

    Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

    Connecting to %s