Reception #72

Så er Reception #72 på gaden. Læs det her: Reception nr. 72 – pdf

Reception nr. 72

Det er kun de døde, der har set enden på krigen, sagde Platon. Noget kunne tyde på, at han havde ret. Siden antikken og frem til i dag – hvor eksempelvis antallet af døde civile under borgerkrigen i Syrien anslås at have rundet 60.000 – har krigen været et tilbagevendende moment i verdenshistorien, et genkommende sceneri af rædsel og ødelæggelse. Krigen er Verdensnatten – civilisationernes golde bagsider i blodig strid. Ikke desto mindre har krigen, som motiv og erfaringsbaggrund, gennem tiden udgjort et betydeligt grundlag for kunstnerisk produktivitet.

Man kunne til eksempel og en kende provokerende spørge, om Heretica nogensinde var opstået uden værdisammenbruddet efter anden verdenskrig? Eller som Kasper Green Krejberg skriver på side 10 i dette nummers indledende artikel om krigen som tema i den danske litteratur fra Pontoppidan til (Claus Beck)-Nielsen:

“Kunne man ikke sige det samme om Pontoppidans forfatterskab? Er hans værk ikke i lige så høj grad som Bangs præget af ”Saarfeberen fra Dybbøl”? […] Kunne vi forestille os Ingemann og Grundtvig uden Napoleonskrigenes store tab? Bønnelycke og Paludan uden Første Verdenskrig, den gamle verdens kollaps og en ny, kaotisk virkelighed? Tove Ditlevsen, Peter Seeberg og Tage Skou-Hansen uden Anden Verdenskrig? Og for så vidt Thorkild Hansen uden den Kolde Krigs klaustrofobiske våbenkapløb?”

Med dette nummer af Reception, der falder i 100-året for første verdenskrig og 150-året for Slaget ved Dybbøl i 1864, vil vi derfor gerne kaste lys over det dystre tema med en række indslag, der angriber feltet fra forskellige positioner. På side 32 undersøger Bjarne Søndergaard Bendtsen De nordslesvigske soldater i første verdenskrig som motiv i dansk litteratur, mens Martin Hall på side 48 går til sagen fra et mere personligt perspektiv i et erindringsessay om at være barn og teenager i 1970’erne og 80’erne og forelske sig betingelsesløst i glamrock og 7”-singler, mens frygten for en forestående atomkrig breder sig over hele den vestlige verden.

Krig kan imidlertid også udlægges som andet end mellemmenneskelige massakrer og civilisationssammenstød. I en læsning af svenske Eva Ribichs digtsamling Det är vatten så långt jag kan se och längre fra 2010 giver Sindre Andersen på side 20 således sit bud på, hvordan krigen kan aflejre sig som en særlig fornemmelse i det lyriske sprog.

På Reception – tidsskrift for nordisk litteratur ønsker vi fortsat at bidrage til en større litterær udveksling på tværs af de nordiske landegrænser. Derfor finder du på side 104 endnu engang en række anmeldelser af nye nordiske værker, som endnu ikke er blevet – og måske aldrig bliver – oversat til dansk, ligesom du på side 90 vil finde et uddrag af Stian Hole og Synne Leas digtbog for børn, Nattevakt, der i 2013 blev nomineret til den prestigefyldte norske pris Brageprisen i kategorien for børne- og ungdomslitteratur.

Sidst men ikke mindst bringer vi på side 28 og 76 helt nye skønlitterære tekster fra to markante stemmer i yngre dansk litteratur, som vi her på redaktionen holder særligt meget af, nemlig Theis Ørntoft og Christel Wiinblad.

Vi ønsker dig gode læseoplevelser med Reception nr. 72.

INDHOLD

– Bjarne Søndergaard Bendtsen: Skrivebords-blodfantasier eller skildringer af krigens og forholdenes ubønhørlige og forfærdelige virkelighed. De nordslesvigske soldater i første verdenskrig som motiv i dansk litteratur
– Christel Wiinblad: Under vinteren
– Hans Hertel: Første verdenskrig som kontrast og pikanteri
– Henrik Torjusen: Vi, som er født med gæld. Anmeldelse af Nina Lykkes “Oppløsningstendenser”
– Ingrid Margrete Thorvaldsen: Sterkest på sitt vareste. Anmeldelse af Tomas Espedals “Bergeners”
– Jan Grarup: Billeder fra bogen “Mærket for livet”
– Jesper Hambert: Smärtsam studie i kärlek. Anmeldelse af Lena Anderssons “Egenmäktigt förfarende – en roman om kärlek
– Kasper Gren Krejberg: “Se, det var noget at snakke om”. Krig som ledemotiv i dansk litteratur
– Lykke Maltoft Wange: “Litteraturen har det ikke ad helvede til”.Interview med folkene bag Ark Books
– Martin Hall: Gradbøjninger af et voldsmonopol. Et erindringsessay
– Morten Auklend: “Brave new wars”. Krigen som grep og motiv i dystopiske romaner
– Sindre Andersen: “No man can find the war”. Om Eva Ribichs mikroskopiske krig
– Siri Nordborg Møller: Menneskeheden under lup. Anmeldelse af Leena Krohns “Hotel Sapiens”
– Sune Gregersen: To hell med dem allihop! Om flersprogethed og fremmedgørelse i Elmer Diktonius roman “Janne Kubik
– Synne Lea & Stian Hole: Uddrag fra “Nattevakt”
– Theis Ørntoft: Uddrag fra “Digte 2014”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s