Artikelindkaldelse: SYGDOM

I næste nummer bliver Reception rigtig sygt. Reception #77 vil nemlig handle om sygdom i alle dets mange former.

Vi inviterer derfor forskere, undervisere, forfattere og studerende til at indsende alt fra essays til værklæsninger, skønlitterære bidrag, akademiske artikler mv. Det eneste krav er, at det handler om sygdom inden for nordisk litteratur.

Sygdom – i fysisk såvel som psykisk version – er i disse år et ’hot’ tema i litteraturen. På universiteterne undervises medicinstuderende nu som noget nyt i narrativ medicin, hvor de studerende – gennem skønlitteratur – opdrages til at blive mere empatiske læger med større forståelse for deres patienter. Når forfattere skildrer sygdom, giver det nemlig læseren en mulighed for identifikation, der kan være alt fra skrækindjagende til styrkende, og som i alle tilfælde kan afføde nye eksistentielle perspektiver. Og mens sygdom til hverdag gerne gemmes væk på skadestuer, hospicer, afvænningsklinikker etc., lægger forfatterne det hele på bordet for læseren – også de tabubelagte og ubehagelige følelser.

Hvor sygdom tidligere hos forfattere som fx Amalie Skram, H.C. Andersen og Henrik Ibsen gerne blev fremlagt som et samfundsmæssigt problem i tekster, der emmede af autoritetsopgør og blottede urimelige klasseskel i en diagnosticering af syg kultur, synes den samfundskritiske del i samtidslitteraturen at være trådt i baggrunden for de mere personlige og eksistentielle – og gerne autofiktive og udpenslende – beretninger og sygdomsforløb.

Forfattere som Maria Gerhardt og Caspar Eric har i deres bøger beskæftiget sig med, hvordan det er at leve (og for Gerhardts vedkommende at skulle dø) med så forskellige somatiske diagnoser som kræft og cerebral parese. En lang række nordiske forfattere, der tæller navne som Linda Boström Knausgård, Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Sara Stridsberg, har desuden forsøgt at begribe, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Og Thomas Bredsdorff har skrevet om sin kones alzheimers – en lidelse, der må siges at befinde sig midt imellem. Fælles for de nyere forfattere er et mere personligt udgangspunkt, og det betyder måske, at selv de værker, der handler om den syge krop, lige så meget handler om mental erfaring – om det, der ikke står noget om på Netdoktor.

Reception #77 udkommer i efteråret 2018. Forslag og udkast til bidrag sendes til redaktion@tidsskriftetreception.dk senest 1. maj 2018.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Udgivelsesfejring for Reception #76

KOM OG FÅ GRATIS KÆRLIGHED TIL UDGIVELSESFEJRINGEN FOR RECEPTION #76

Fredag d. 22. september kl. 17.00 indbyder vi til en aften fyldt med LOVE, når vi – traditionen tro – skal fejre udgivelsen af det nyeste nummer af Reception!

Reception #76 hylder nemlig KÆRLIGHEDEN – litteraturens nok mest beskrevne emne. Det samme ønsker vi at gøre denne aften i selskab med jer, hvor vi byder på et glas bobler og oplæsninger fra:

♥ Søren Ulrik Thomsen – har senest udgivet ‘En hårnål klemt inde bag panelet’ (2016) på Gyldendal

♥ Hanne Viemose – har senest udgivet romanen ‘Mado’ (2015) på Basilisk og har desuden bidraget med en endnu upubliceret tekst til Reception #76

♥ Jacob Skyggebjerg – har senest udgivet romanen ‘Jalousi’ (2017) på Forlaget Gladiator

Hele herligheden vil finde sted i Salonen på Københavns Hovedbibliotek, og det vil som altid være muligt at få det nye nummer af Reception med sig hjem ganske gratis.

En stor TAK skal lyde til Statens Kunstfond og Københavns Hovedbibliotek, hvem har været med til at gøre dette arrangement muligt.

ADRESSE
Københavns Hovedbibliotek
Krystalgade 15
1172 København K

Se mere og tilmeld dig eventet på Facebook

Artikelindkaldelse: KÆRLIGHED

Det kommende nummer #76 af Reception har temaet KÆRLIGHED. Vi inviterer dig derfor til at indsende bidrag, der omhandler kærlighed på kærlig og ukærlig vis.

Det kan være akademiske fremstillinger, skønlitterære bidrag, værklæsninger, essays eller noget helt femte. Det eneste krav er, at det i en eller anden grad berører kærligheden og tager afsæt i nordisk litteratur.

Tilgangene til at forstå kærligheden er mange, og i næste nummer vil vi forsøge at belyse poesiens nok mest beskrevne, ubeskrivelige emne. Er det muligt, at kærlighed blot figurerer som et spekulativt magtredskab, eller er det snarere en tilstand, der giver individet rum til mobilitet og frihed? Indskrænker den fællesskabet, eller krydser den bånd på tværs af grænser?

Vi ønsker fortsat at øge kendskabet til litteratur fra andre nordiske lande. Derfor søger vi også skribenter til at anmelde nyudgivelser, fra Sverige, Norge, Island, Færøerne, Grønland og Finland.

Reception #76 udkommer til sommer 2017. Forslag og udkast til bidrag kan sendes på e-mail til redaktion@tidsskriftetreception.dk senest den 1. marts 2017.

Vi håber at høre fra dig!

De kærligste hilsner, redaktionen

Udgivelsesfejring for Reception #75

DEN 4. OKTOBER KOMMER RECEPTION #75 HJEM TIL DIG

Tirsdag den 4. oktober udkommer Reception #75, og det skal vanen tro fejres! I dagens anledning åbner kulturmagasinet FELT dørene for Reception og giver husly til den festlige begivenhed.

Aftenen byder på en elegant forening af FELT og Reception – med både forfatteroplæsninger og faglige oplæg. Men du er selvfølgelig også velkommen til at stikke snuden forbi, hvis du bare gerne vil være en del af den hjemlige stemning.

OPLÆSERE
Stine Askov
Emil Kjær Voss
Iben Konradi Brodersen
Morten Pape

INTERVIEW
Interview v. FELT med lektor i etnologi Mark Vacher om forståelsen af hjemlighed

Menuen står på rendyrket hygge i form af hjemmebagte boller med tandsmør og rød saftevand ad libitum. Trænger du til noget stærkere, kan du købe øl i baren for 15 kr.

ADRESSE
Enghavevej 80, 3. sal, 2450 København SV

Reception #75 forsøger at finde hjem. Men hvad er hjem, hvor er hjem, og giver det overhovedet mening at tale om hjem i dag? Vi kommer vidt omkring begrebet hjem – for mon ikke vi i den kommende tid vil møde ny dansk litteratur, der behandler tematikker som hjemløshed og flygtningekrise?

Se mere og tilmeld dig eventet på Facebook

Artikelindkaldelse: HJEM

Det kommende nummer #75 af Reception finder HJEM. Men hvor er hjem? Og hvad definerer i det hele taget et hjemsted?

Gennem skriftlige bidrag sætter vi fokus på HJEM i nordisk litteratur. Alt fra akademiske fremstillinger til skønlitterære bidrag, anmeldelser og essays  – eller noget helt femte – byder vi velkommen. Vi tager imod bidrag fra forskere, undervisere, studerende og skønlitterære forfattere fra hele Norden. Det eneste krav er, at indholdet skal berøre emnet HJEM og tage udgangspunkt i nordisk litteratur.

Hjemmet kan være konkret. Hjemmet kan være en tilstand. Hjemmet kan være en bevægelse. Hjemmet kan være i opløsning.

Både før og efter Tove Ditlevsens klassiker Barndommens gade (1943) har vi fået vist, at hjemmet kan være en mindelse om ophav. Katrine Marie Guldager balancerer mellem konkrete og mentale steder i sin digtsamling Et sted i verden (2014) – det samme gør Jonas Eika Rasmussen i sin debutroman Lageret Huset Marie (2015). Karen Blixen, Henrik Nordbrandt og Kim Leine søger alle i skriften til fjerne verdenshjørner for at finde hjem, mens Knut Hamsuns hungrende og fattige hovedperson i Sult (1890) trasker hvileløst rundt i Kristianias gader og skriver – findes det eneste stabile hjem måske i skriften?

Er nordisk litteratur tilpas fremadskuende i forhold til den verden, der banker på uden for hjemmets fire vægge? Katastrofer, klima, fattigdom og overbefolkning bringer mennesker på flugt og forvandler hjem til hjemløshed. I den forbindelse har forlaget Tiderne Skifter i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp udstedt en romankonkurrence med flugt som hovedtema. Vi åbner derfor også op for en diskussion af, hvordan emner som migration og økokritik kan varetages i sproget.

Reception #75 udkommer i foråret 2016. Forslag og udkast til bidrag kan sendes på e-mail til redaktion@tidsskriftetreception.dk senest den 1. marts 2016.

Udgivelsesfejring for Reception #74

Fredag den 27. november udkommer det 74. nummer af Reception – tidsskrift for nordisk litteratur. #74 er dedikeret til litteraturens kollektive aspekter. Det er de fælles teksters, den flerstemmige skrifts og den redaktionelle kritiks nummer.

Det skal selvsagt ikke gå ubemærket hen! Vi opmuntrer derfor til fællesmøde og fællesskål i Dome of Visions den 27. november kl. 17.30, hvor vi skal hylde den nordiske litteratur i al sin herlighed.

Aftenen fejrer vi i flot fællesskab med Forlaget Ekbatana, der selvsamme dag udkommer med antologien OEHL #2. De lokker med oplæsning ved et udsnit af tidens vigtigste litterære stemmer og senere koncert med LEF og De Langsomme Lyn.

Der vil være rig mulighed for køb af øl, fællessnak og håndtryk. Derudover kan du tage et eksemplar af Reception #74 under armen ganske gratis.

Spids dit litterære øre, kridt danseskoen og vær beredt på en aften i fællesskabets tegn.

Vi glæder os til at dele det hele med jer!

Læs med via Facebook

 

PROGRAM
17.30-18.00: Domen vågner, og vi inviterer indenfor til bobler og snacks

18.00-18.30: VELKOMST V/ RECEPTION
Oplæsning:
Martin Brurås Tønnessen
Victor Boy Lindholm
Oskar Sjøgren

18.45-20.00: OEHL#2
Oplæsning:
Frans Emil Holland
Niels Lyngsø
Jonas Reppel
Christel Wiinblad
Tobias Dalager
Rúni Weihe
Emil Kjær Voss
Daniel Boysen
Iben Mondrup
Peter Løhr
Viggo Bjerring
Nina Seested

Artikelindkaldelse til temanummer om det litterære kollektiv

Fat pennen og skriv!

Næste nummer af Reception skriver sig ind under kollektivets faner og vil i al sin stor- og enkelthed berøre KOLLEKTIVET. Vi holder derfor dørene åbne for alt, der syner af litterært kollektiv, autoritetstab og fællesskab. Det være sig tekstinterne kollektiver over postmoderne fokus på hypertekstualitet og inddragelse af andre tekster til den monumentalt åbne tekst.

Det kan være akademiske fremstillinger, værklæsninger, interviews, essays eller noget helt femte – det eneste krav er, at indholdet i en eller anden grad berører en kollektivitet og tager afsæt i nordisk litteratur.

Vi ønsker fortsat at øge kendskabet til litteratur fra andre nordiske lande. Derfor søger vi også skribenter til at anmelde nyudgivelser, skønlitterære såvel som faglitterære, fra Sverige, Norge, Island, Færøerne, Grønland og Finland.

Reception #74 udkommer i november 2015. Forslag og udkast til bidrag sendes på e-mail til redaktion@tidsskriftetreception.dk primo juni 2015.

Vi er spændte på at høre fra dig!